Rets­odontologi

Rets­­­odontologi

I Danmark findes der inden for det odontologiske fagområde indtil videre to formelle specialeuddannelser: ortodonti (tandregulering) og kæbekirurgi. Der eksisterer således ikke en officiel formaliseret dansk videreuddannelse inden for retsodontologi. Retsodontologerne i Danmark er videreuddannet via ”mesterlære” med oplæring fra erfarne retsodontologiske kolleger tilknyttet de retsmedicinske institutter, samt gennem nationale og/eller internationale kurser i retsodontologi.
Der er retsodontologer tilknyttet de tre retsmedicinske institutter i Aarhus, Odense og København med 10-15 aktive retsodontologer på landsplan. Enkelte retsodontologer er ansat på de retsmedicinske institutter, de øvrige arbejder som konsulenter ansat på tilkalde- / freelance-basis.
På tandlægeskolerne i Aarhus og København bliver der undervist i overordnede aspekter af retsodontologi. På begge institutter ligger hovedparten af undervisningen mod afslutningen af tandlægestudiet.

På anmodning fra statsobducenturerne, politi, domstole samt i specielle sager fra andre instanser yder retsodontologer faglig bistand i sager, hvor der kræves en sagkyndig vurdering af odontologiske problemstillinger i relation til bevismateriale.

Identifikation

Danmark har i henhold til Lov om Tandpleje et omfattende tandplejetilbud og dermed en udbredt tradition for at følge regelmæssig tandundersøgelse og -pleje. Den danske lovgivning stiller krav til udformning og opbevaring af tandlægejournaler, hvilket gør, at identifikation baseret på tandoplysninger oftest er en effektiv og hurtig metode, når ugenkendelige ulykkesofre eller dødfundne personer skal identificeres.
På landsplan er der mellem 100 og 150 odontologiske identifikationssager årligt.

retsodontologi, odontologi, dsfro, www.dsfro.dk,
retsodontologi, odontologi, dsfro, www.dsfro.dk,

Enkeltsager

På de retsmedicinske institutter behandles enkeltsager, hvor der i forbindelse med ligsyn er usikkerhed om identiteten på afdøde. Der er ikke sjældent tale om bekræftelse af en i forvejen formodet identitet på den afdøde. I andre tilfælde, når en ukendt død person skal identificeres, er det retsodontologens opgave at udarbejde et tandsignalement på afdøde, herunder også bidrage til aldersvurdering. Denne identitetsrekonstruktion anvendes til sammenlignende undersøgelser, dersom politiets efterforskning kan udpege en eller flere savnede personer, hvis identitetsbeskrivelse med relevans kan undersøges for match, og her igennem evt. føre til identifikation

Udarbejdelse af odontologisk signalement på savnede eller bortgåede personer udføres af retsodontologer på anmodning fra Rigspolitiets Identifikationsafsnit, Nationalt Kriminalteknisk Center.

Større ulykker / massekatastrofer

Rigspolitiets identifikationsberedskab involveres i tilfælde af større ulykker eller massekatastrofer. I ledergruppen indgår, foruden politifolk, en retsodontolog, en retsgenetiker og en retspatolog. Ved behov for mobilisering af identifikationsberedskabet trækker de faglige eksperter i ID-ledelsen på et stående beredskab af kolleger, der har kompetencer til umiddelbart at træde til. På det retsodontologiske område omfatter det umiddelbare beredskab de 10-15 aktivt udøvende retsodontologer i Danmark. Disse tandlæger har kompetencer til at kunne rykke ud i forbindelse med større identifikationsopgaver i ind- og udland. Herudover kan der trækkes på et større antal tandlæger med tilstrækkelige kompetencer til under supervision at kunne assistere ved retsodontologiske opgaver. Endvidere eksisterer der et værdifuldt samarbejdsnetværk mellem de retsodontologiske konsulenttjenester i de skandinaviske lande, hvilket i tilfælde af behov for et større antal erfarne retsodontologer gør det muligt at indhente ekspertise blandt erfarne skandinaviske retsodontologiske kolleger.

retsodontologi, odontologi, dsfro, www.dsfro.dk,
retsodontologi, odontologi, dsfro, www.dsfro.dk,

Aldersvurdering

Aldersvurdering indgår i alle identifikationssager. Dertil har der gennem nogle årtier været rekvireret retsodontologisk aldersvurdering på asylansøgere uden sikker dokumentation for fødselsdata. Denne type vurderinger gennemføres på unge, især i aldersgruppen 15 – 25 år med henblik på klarlæggelse af en sandsynlig kronologisk alder. Den retsodontologiske undersøgelse omfatter estimering af alderen ud fra tandmodning baseret på røntgenundersøgelse af tandsættet. Desuden bør bl.a. suppleres med klinisk undersøgelse af tandstatus, hvor især graden af slid kan bidrage til aldersvurderingen. Samme type undersøgelser indgår i aldersvurdering på adoptivbørn uden sikker dokumentation for kronologisk alder.
De odontologiske fund sammenholdes med fund fra andre metoder til aldersvurdering, f.eks. røntgenundersøgelse af håndknoglernes og claviculaes udvikling samt en modenhedsundersøgelse af kroppen (somatisk modenhedsundersøgelse). Delresultaterne indgår i en samlet erklæring.

Vurdering af tandskader (f.eks. voldsofre, tortur-undersøgelser)

Skader på tænder og relaterede bløddele kan forekomme i forbindelse med fysiske overgreb mod børn og unge samt i forbindelse med voldssager generelt. Retsodontologer kan bidrage til beskrivelse af disse.

Asylansøgere, der under den generelle lægeundersøgelse på de retsmedicinske institutter oplyser, at de i forbindelse med voldelige overgreb er blevet skadet på tænder og kæber, kan indkaldes til en tandundersøgelse. Undersøgelsen, der er baseret på røntgenundersøgelse og klinisk undersøgelse, sammenfattes i en erklæring, der videregives til de retsmedicinske institutter, som udarbejder en samlet erklæring omhandlende skader opstået i forbindelse med den angivne tortur.

retsodontologi, odontologi, dsfro, www.dsfro.dk,
retsodontologi, odontologi, dsfro, www.dsfro.dk,

Overgreb mod børn og unge

Forskning viser, at hovedparten af børn og unge udsat for fysiske overgreb har læsioner i hoved-hals-området. På de retsmedicinske institutter i Aarhus og København deltager retsodontologer i forskning omkring fysiske overgreb på børn. Retsodontologer har i formidlingssammenhæng, herunder mange kurser, bidraget til belysning af tandplejeteamets rolle i opsporing af børn og unge med tegn på mistrivsel, herunder fysiske overgreb.

U

Vurdering af tand- og bidspor

Tand- og bidspor afsat i hud eller andre emner i forbindelse med kriminelle handlinger kan i sjældne tilfælde være så karakteristiske, at de er egnede som teknisk bevis. Retsodontologiske analyser af bidspor udføres, men i begrænset omfang, på alle tre institutter.

odontologi, dsfro, www.dsfro.dk,
dsfro, www.dsfro.dk,

Antropologisk vurdering af tand- og kæbemateriale

Antropologiske undersøgelser, rekvireret af enten politiet eller landets museer, udføres på alle tre institutter. Vurdering af antropologisk tand- og kæbemateriale er en integreret del af det retsodontologiske fagområde.

Vurdering af billedmateriale

Materiale (oftest fra videoovervågningskameraer) optaget ved røverier og andre lovovertrædelser vurderes og sammenlignes med billeder af en mistænkt. Retsodontologerne kan deltage i sager, hvor der indgår en analyse af hovedform, ansigtstræk, kæbemorfologi og tandstilling.